Kapitlet er bygget op over Matt 14,22-33; Mark 6,45-52; Joh 6,14-21.
I forårsaftenens tusmørke sad folket på den græsklædte slette og spiste den mad, som Kristus havde sørget for. Ordene, de havde hørt denne dag, havde lydt for dem som Guds røst. De helbredelser, de havde været vidne til, kunne kun ske ved guddommelig kraft. Men miraklet med brødene appellerede til enhver i denne store skare. Alle havde fået del i denne velgerning. På Moses’ tid havde Gud mættet Israel med manna i ørkenen, og hvem andre end netop han, som Moses havde profeteret om, kunne have givet dem mad, som det skete i dag? Ingen menneskelig magt kunne af fem bygbrød og to småfisk skabe mad nok til at mætte tusinder af sultne mennesker. Og de sagde til hinanden: „Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.“