Kapitlet er bygget op over Matt 23; Mark 12,41-44; Luk 20,45-47; 21,1-4.
Det var den sidste dag, hvor Kristus underviste i templet. Al opmærksomheden fra de store menneskeskarer, der var forsamlet i Jerusalem, havde været rettet mod ham. Folk var stimlet sammen i tempelgårdene for at overvære den strid, der fandt sted, og de lyttede spændt til hvert ord, der lød fra hans mund. Der stod den unge galilæer uden jordisk æresbevisning eller tegn på kongemagt. Rundt om ham stod præster i deres overdådige dragter, rådsherrer i lange kapper og med emblemer som tegn på deres ophøjede status og skriftkloge med bogruller i hænderne, som de tit slog op i. Jesus stod roligt foran dem med en konges værdighed. Med sin himmelske autoritet så han uforfærdet på sine modstandere, der havde afvist og ringeagtet hans lære, og som stræbte ham efter livet. Mange af dem havde angrebet ham, men deres planer om at fange ham på ord og få ham dømt havde været forgæves. Han havde imødegået den ene udfordring efter den anden og forkyndt den rene, klare sandhed i modsætning til præsternes og farisæernes dysterhed og vildfarelser. Han havde foreholdt disse ledere deres reelle situation og den sikre gengældelse, der fulgte, hvis de holdt fast ved deres onde gerninger. Advarslen var blevet givet helt tydeligt. Dog ventede der Kristus endnu en opgave at udføre. Endnu et mål skulle nås.