Johannes, den elskede discipel, som havde lænet sit hoved til Jesu bryst, sov også. I sandhed, Johannes' kærlighed for sin Mester burde have holdt ham vågen, Hans inderlige bønner burde have lydt tilligemed hans elskede Frelsers på den tid, da han havde en så dyb sorg. Den selvopofrende Genløser havde tilbragt hele nætter på kolde bjerge eller i lundene i bøn for sine disciple, at deres tro ikke skulle falde, når fristelsens time kom. Dersom Jesus nu havde spurgt Jakob og Johannes således, som han engang spurgte dem: "Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme?" så ville de næppe have vovet at svare: "Ja, vi kan."