Han løb af sted alene gennem mørket uden at bekymre sig om, hvor han kom. Til sidst kom han ind i Getsemane have, hvor han for kort tid siden havde sovet, medens Frelseren kæmpede mod mørkets magter. Han tænke på sin herres sagtmodige ansigt, plettet af blod og sved, fordrejet af smerte. Han erindrede med bitre samvittigheds-bebrejdelser, at Jesus havde grædt og kæmpet alene i bøn, medens de, som skulle have understøttet ham i denne fristelsens time, sov. Han erindrede hans alvorsfulde formaning: "Våg og bed, at I ikke falder i fristelse." Det, som han havde været vidne til for nogle få timer siden, kom levende frem for hans sjæl. Han så atter Jesu tårer og hørte hans sukke. Det var smertefuldt for hans blødende hjerte at tænke på, at han havde føjet den tungeste byrde til Frelserens fornedrelse og sorg. Han faldt til jorden på det samme sted, hvor hans Mester var sunket ned under sin ubeskrivelige smerte.