Da Kristus åndede på sine disciple og gav dem Helligånden og meddelte dem sin fred, var det ligesom en forsmag på den overflødige regn, som skulle udøses på pinsefestens dag. Jesus indprentede denne sandhed i sine disciplenes sind, at eftersom de skulle fortsætte den gerning, som blev dem betroet, skulle de mere fuldstændig forstå, hvad dette værk bestod i og den måde, hvorpå Kristi rige skulle oprettes på jorden. De skulle være vidner for Frelseren ; de skulle vidne, hvad de havde set og hørt om hans opstandelse; de skulle gentage de nådige ord, som udgik fra hans læber. De var bekendte med hans hellige væsen; han var ligesom en engel, der stod i solens lys, men alligevel ikke kastede nogen skygge bag sig. Det var apostlenes gerning at fremstille Kristi pletfrie karakter for menneskene, så at de kunne rette sit liv derefter. Disciplene havde haft så nøje omgang med dette mønster på hellighed, at deres karakter i en vis grad var blevet lig hans, og de var særlig skikkede til at vidne om hans lære og liv for verden.