Vor lille Henry blev snart meget syg. Han lå i en sløvhedstilstand. Åndedrættet var hurtigt og tungt. Vi gav ham medicin, men de havde ingen virkning. Derefter rådførte vi os med en person, som havde erfaring i at behandle syge; han sagde, at det var tvivlsomt, om barnet kunne leve. Vi havde bedt for ham, men der var ingen forandring. Vi havde undskyldt os med, at vi ikke rejse og virke for andre for barnets skyld, og nu frygtede vi for, at Gud ville tage ham fra os. Endnu engang søgte vil Herren og bad ham om at være os nådig og spare barnets liv; og vi lovede ham, at vil ville gå, hvorsomhelst han måtte sende os.