Jeg blev ført tilbage til den Tid, da Kristus sejrrigt red ind i Jerusalem. Da glade Disciple troede, at han skulde tage Riget i Besiddelse og herske som en jordisk Regent. De fulgte din Konge med store forhaabninger. De udbredte sine Klæder og strøede Palmegrene paa Vejen, og nogle gik foran og andre bagefter og raabte: "Hosanna den Davids Søn! Velsignet være den som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det højeste!" Bevægelsen forstyrrede Farisæerne, og de bad, at Jesus skulde byde sine Disciple at være stille. Men han sagde til dem: "Dersom disse taug, da skulde Stene raabe." Profetien i Sak. 9: 9 maatte opfyldes; men dog var der en bitter Skuffelse i vente for Disciplene. Om nogle faa Dage fulgte de Jesus til Golgatha og saa ham hænge blodig og saaret paa Korset. De var Vidne til hans grusomme Død og lagde ham i Graven. Deres Hjerter betyngedes af Sorg; deres Forhaabninger blev ikke opfyldte i et eneste Punkt, og deres Haab døde med Jesus Død. Men da han oplod fra de døde og viste sig for de sørgende Disciple, blussede Haabet atter op hos dem. De havde tabt sin Frelser, men havde fundet ham igjen.