Han betragtede intet menneske som værdiløst, men søgte at bringe lægedom til hver eneste sjæl. Lige meget hvad slags selskab han befandt sig i, så fremholdt han lærdomme, som passende til den tid og omstændigheder. Enhver forsømmelse eller forhånelse, som vistes af nogen imod deres medmennesker, kunne kun påvirke ham til endnu stærkere at føle deres behov for hans guddommelige sympati. Selv om de groveste og mindst lovende mennesker søgte han at inspirere med håb ved at fremholde for dem, at de kunne blive uangribelige og uskyldige og opnå en sådan karakter, som ville gøre dem til Guds børn.