Snart tog vi plads i damperen i Portland til Boston. Båden vuggede forfærdeligt, og bølgerne slog imod kabyssens vinduer. Den store lysekrone faldt på gulvet med et brag. Bordet blev tilberedt til morgenmad, men servicen blev kastet ned på gulvet. Der var stor angst i damernes kabys. Nogle bekendte deres synder, og råbte til Gud efter barmhjertighed. Nogle kaldte på Jomfru Maria at tage dem. Andre gav højtidelige edsaflæggelser til Gud at hvis de nåede land ville de hellige deres liv til Gud. Det var et rædslernes og forvirringens sceneri. En dame i en seng over mig, faldt ud af sengen på gulvet, idet båden vuggede, og råbe med højeste røst. Andre vendte sig til mig og spurgte: "Er du ikke bange? Jeg tror det er en kendsgerning at vi aldrig når land." Jeg fortalte hende at jeg havde gjort Kristus til min tilflugt, og hvis mit arbejde var gjort, kunne jeg ligeså godt ligge på bunden af oceanet, som et andet sted; men hvis mit arbejde ikke var gjort, kunne alle oceanets vande ikke drukne mig. Min tillid var til Gud, at han ville bringe os sikkert til land, hvis det var til hans ære.