Vi følte at vort eneste håb var til Gud, og bad for barnet og fik tydelige svar på vore bønner. Herrens Ånd hvilede over os, og hans symptomer blev til den bedre side, og vi rejste med ham til Oswego for at deltage i en konferense der. Brødrene Holt og Rhodes var i selskab med os. Da vi nåede jernbanen, tog min mand pladser i vogne så han kunne være til stede ved begyndelsen af mødet. Vi skulle overnatte en nat i Camden, og den næste dag tage til Oswego. Men vi blev skuffede. Vor hest blev syg, og vi måtte være barmhjertige mod trofaste Charley. Brødrene R. og H. tilskyndede os til at rejse hurtigere. Jeg fortalte dem at Charley var en fri hest, og måtte være syg, og jeg kunne ikke haste på ham. Det blev sent ud på eftermiddagen og vi havde 15 kilometer endnu, før vi nåede Camden. Bror R. foreslog at bror H. tog vor hest og kom langsomt rejsende, og at søster Bonfoey og jeg selv tog hans vogn, og han ville køre for at nå bror Prestons før det blev mørkt. Sådan gjorde vi.