Mine venners alvorlige bønner gik op til himlen for mig, og snart mærkede jeg en prikken i min arm og mit ben, og jeg priste Herren for at jeg kunne bruge dem lidt. Herren hørte og besvarede sine børns trofaste bønner, og Satans kraft blev brudt. Den nat led jeg meget, og blev dog styrket næste dag til at komme hjem igen. I flere uger kunne jeg ikke mærke håndens tryk, ej heller når det koldeste vand kom ned over mit hoved. Når jeg rejste mig for at gå, vaklede jeg ofte og faldt nogle gange til gulvet. I den tilstand begyndte jeg at skrive den Store Strid. Jeg kunne kun skrive en side om dagen, og så hvile i tre dage. Men efterhånden som jeg kom frem, fik jeg flere kræfter. Lammelsen i mit hoved syntes ikke at omtåge mit sind, og derfor stoppede jeg med det arbejde, og eftervirkningen af sjokket havde forladt mig helt.