Blandt de fornemste aarsager, som adskilte den sande menighed fra romerskirken, var sidstnævntes had mod bibelens sabbat. Ligesom profeten havde forudsagt, kastede pavemagten sandheden til jorden. Guds lov blev nedtrampet i støvet, medens sagn og menneskelige skikke blev ophøjede. De menigheder, som var under pavemagtens herredømme, blev tidlig tvungne til at ære søndagen som en helligdag. Under den herskende vildfarelse og overtro var der mange endog blandt Guds sande flok, der blev saa forvildede, att paa samme tid, som de helligholdt sabbaten, afstod de ogsaa fra arbejde paa søndagen; Men dette tilfredsstillede ikke de pavelige førere. De fordrede ikke blot, at søndagen skulde helligholdes, men at sabbaten skulde vanhelliges, og de fordømte med de stærkeste udtryk dem, som vovede at vise sabbaten nogen ære. Det var alene ved at fly fra Roms magt, at nogen kunde adlyde Guds lovi fred.