Paven havde givet disse tiggermunke ret til at meddele folket syndsforladelse, naar de bkjendte sine synder for dem. Dette blev en kilde til meget ondt. Munkene, som var meget graadige efter vinding, var saa villige til at give syndsforladelse, at alle slags forbrydere flyede til dem, og som en følge deraf tiltog ugudeligheden hurtig. Man lod de syge og fattige lide, og de gaver, hvormed man kunde have lindret deres nød, gav man munkene, hvis rigdom bestandig tiltog trods deres løfte om fattigdom. Folkets tiltagende fattigdom var mere iøjnefaldende ved siden af munkenes præagtige bygninger og rigt besatte borde. Dog lykkedes det dem at vedligeholde en overtroisk ærbødighed hos folket, og de fik dem til at tro, at naar de erkjendte pavens overherredømme, tilbad helgener og gav munkene gaver, saa opfyldte de alle sine religiøse pligter og var visse paa at faa en plads i himlen.