Satan havde påpeget Adams synd som bevis for, at Guds lov var uretfærdig og ikke kunne efterleves. Som en af os skulle Kristus råde bod på Adams nederlag. Men da Adam blev angrebet af fristeren, fandtes der ingen af syndens spor på ham. Han stod i sin manddoms fulde kraft og var i besiddelse af både åndens og legemets fulde styrke. Han var omgivet af Paradisets herlighed og var i daglig kontakt med de himmelske engle. Sådan var det ikke for Jesus, da han vandrede ud i ørkenen for at kæmpe med Satan. Gennem fire tusinde år var menneskeslægtens fysiske styrke, åndelige kraft og moralske værdi aftaget, og Kristus tog den degenererede menneskeheds skrøbeligheder på sig. Kun på denne måde kunne han frelse mennesket fra selv de laveste fornedrelser.