De afbrød ham med rynkede bryn og spurgte ham, hvorfor han bar på sin seng på sabbatsdagen. De mindede ham strengt om, at det ikke var tilladt at bære byrder på Herrens dag. Manden havde i sin glæde glemt, at det var sabbat; dog følte han sig ikke skyldig, fordi han havde adlydt befalingen fra én, som havde en sådan magt fra Gud. Han svarede dristigt: „Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.“ De spurgte ham, hvem det var, der havde gjort dette, men han kunne ikke sige dem det. Disse rådsherrer vidste godt, at der kun fandtes én, som havde vist sig i stand til at gøre dette mirakel; men de ønskede et direkte bevis for, at det var Jesus, for at de kunne få ham dømt som sabbatsbryder. Efter deres bedømmelse havde han ikke blot overtrådt loven ved at helbrede den syge på en sabbat, men han havde begået helligbrøde ved at byde ham bære sin seng bort.