Blandt jøderne fandtes der endnu standhaftige mennesker, efterkommere af den hellige slægt, ved hvis hjælp der var blevet bevaret kendskab til Gud. Disse så stadig frem til det forjættelsens håb, der var blevet givet til deres forfædre. De styrkede deres tro ved at dvæle ved den forsikring, der var givet dem ved Moses: „Herren jeres Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne; ham skal I adlyde i alt, hvad han forkynder for jer.“ Og atter læste de, hvordan Herren ville salve én til „at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger,“ og „et nådeår fra Herren.“ De læste, at han skulle føre „retten igennem på jorden,“ at „de fjerne øer venter på hans belæring,“ og at „folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans.“