Også hedningerne har del i Guds gave Jesus længtes efter at afsløre de dybe mysterier i sandheden, som gennem menneskealdre havde været skjult, om at hedningerne skulle være jødernes medarvinger og „har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus i kraft af“ evangeliet. Disciplene var længe om at lære denne sandhed, og deres guddommelige lærer gav dem den ene lektion efter den anden. Ved at belønne officerens tro i Kapernaum og ved at prædike evangeliet for Sykars beboere havde han allerede givet dem beviser for, at han ikke delte jødernes intolerance. Men samaritanerne vidste noget om Gud, og officeren havde vist venlighed mod Israel. Nu bragte Jesus disciplene i forbindelse med en hedning, som efter deres mening ikke havde mere ret til gunstbevisning fra ham end andre af hendes folk. Han ville give dem et eksempel på, hvordan man burde behandle sådant et menneske. Disciplene syntes, at han uddelte sine nådegaver alt for gavmildt. Han ville vise dem, at hans kærlighed ikke var begrænset af race eller nation. |