På vejen fra Jerusalem til Jeriko, måtte den rejsende gennem en del af Judas ørknen. Vejen fører ned til en vild, stenrig kløft, som blev hjemsøgt af røvere, og blev ofte genstand for vold. Det var her at den rejsende blev angrebet, afklædt for alt af værdi, og efterladt halvdød ved vejkanten. Idet han lå sådan, kom en præst ad den vej; han så manden ligge såret og forslået, væltede i sit eget blod; men han forlod ham uden at yde ham assistance. Han ”gik over på den anden side.” Så viste en levit sig. Nysgerrig efter at vide hvad der var sket, stoppede han og så på den lidende. Han blev overbevist over hvad han burde gøre, men det var ikke en behagelig pligt. Han ville ønske at han ikke kom ad den vej, så at han ikke have fundet den sårede mand. Han overbeviste sig selv om at dette ikke angik ham, og han ”gik også over på den anden side.”