Med blikket rettet derhen, hvor kvinden stod, vedblev Jesus at spørge, hvem det var, som havde rørt ved ham. Da hun indså, at et forsøg på at skjule sig ikke nyttede, kom hun skælvende frem og kastede sig ned for hans fødder. Med taknemmelighedens tårer i øjnene fortalte hun ham i hele folkets påhør, hvorfor hun havde rørt ved hans dragt, og hvorledes hun øjeblikkelig var blevet helbredt. Hun frygtede for, at hun havde handlet formasteligt ved således at røre ved ham. Men ikke et eneste bebrejdene ord faldt fra Kristi læber; han tilkendegav kun sit bifald. Hans ord kom fra et kærligt hjerte, fyldt med deltagelse overfor menneskelige lidelser. Vær frimodig, min datter!" sagde han venligt, din tro har frelst dig; gå bort med fred" (Luk 8,48) Hvor disse ord opmuntrede hende! Ingen frygt for, at hun havde vækket anstød, fordunklede nu hendes glæde. 64