Medens disciplene sad ved påskemåltidet med deres elskede Mester, mærkede de, at Frelseren syntes at være meget besværet og nedbøjet. En tung sky hvilede over dem alle, en forudfølelse af en eller anden forfærdelig ulykke hvis beskaffenhed de ikke forstod. Medens de spiste i stilhed, sagde Jesus: "Sandelig, sandelig siger jeg eder: en af jer vil forråde mig." Forbavselse og bestyrtelse greb dem ved disse ord; de kunne ikke forstå, hvorledes nogen af den kunne behandle sin guddommelige lærer så troløst. Hvorfor skulle de forråde ham og til hvem? I hvis hjerte kunne en sådan plan fremkomme? Det kunne visselig ikke ske med nogen af de tolv, der var blevet så velsignede og havde haft fortrin frem for alle andre, idet de hørte hans lære og så hans underfulde kærlighed, og for hvem han havde vist så meget agtelse, idet han havde bragt dem i en sådan inderlig forening med sig selv.