Den følgende mandag fik han heftige kuldegysninger, og den næste dag blev også jeg syg. Man tog os begge til sanatoriet, hvor vi blev plejede. På fredagen blev mine symptomer noget mildere. Lægen underrettede mig da om, at min mand var ved at falde i søvn, men at man frygtede for, at der var lidt håb. Jeg blev straks ført til hans værelse, og såsnart som jeg så på ham, vidste jeg, at han lå for døden. Jeg forsøgte at vække ham. Han forstod alt, hvad det blev sagt til ham, og svarede på spørgsmål, som kunne besvares med ja og nej, men syntes ikke at være istand til at sige mere. Da jeg fortalte ham, at jeg troede, han skulle dø, udviste han ingen forundring derover. Jeg spurgte ham, om Jesus var ham kær.! Han sagde: "Ja, og ja." "Ønsker du ikke at leve?" spurgte jeg. Han svarede: "Nej."