Vi lever på en tid, da der behøves endog større alvor, end der begøvedes i Apostlernes dage. Men der hersker en ustadig følelse blandt Kristi Prædikanter, et ønske om at ligne de møderne Vækkelsesprædikanter i deres oversplndte virkemåde, et ønske om at udrette noget stort, at fække opsigt, at regnes for stortalere, at vinde ære og berømmelse. Hvis de kunne stedes i fare og komme til at udføre en eller andern Heltedåd, der ville bringe dem ære, da ville de arbejde med utrættelig iver. Men at leve og virke næsten ukendt, at arbejde hårdt og opofre sig for Jesus i en ubemærket stilling uden at erholde nogen videre berømmelse af mennesker, - det kræver en karakterfasthed og bestemthed, som kun få er i besiddelse af. Meget mere ville blive udrettet, dersom man gjorde sig større flid for at vandre ydmygt for Herren og arbejdede alene for Kristi skyld uden at tænke på menneskers ros og berømmelse.