Allerede fra begyndelsen af var Pilatus overbevist om, at Jesus ikke var et almindeligt menneske. Han troede, at han var i besiddelse af en ypperlig karakter, og at han var fuldstændig uskyldig i det, han blev anklaget for. Englene, der var vidne til, hvad der foregik, lagde mærke til den overbevisning, som den romerske landshøvding nærede, og for at frelse ham fra at befatte sig med den frygtelige handling at overgive Kristus til korsfæstelse blev en engel sendt til Pilatus' hustru for i en drøm at underrette hende om, at det var Guds Søn, hendes mand havde i forhør, og at han led uskyldigt. Hun sendte øjeblikkelig bud til Pilatus med besked om, at hun havde lidt meget i en drøm for Jesu skyld, og advarede ham imod at have noget med denne hellige mand at skaffe. Budbringeren trængte sig hastigt frem gennem mængden og overrakte skrivelsen til Pilatus. Under gennemlæsningen rystede han og blev bleg og besluttede straks, at han ikke ville have nogen del i at overgive Jesus til døden. Ønskede jøderne Jesu blod" ville han ikke yde sin indflydelse til, at det skete, men ville anstrenge sig for at befri ham. |