Modstræbende satte præsterne deres fanger i frihed efter at have ladet dem piske og pålagt dem ikke mere at tale i Jesu navn. "Så gik de da glade bort fra rådets åsyn, fordi de var blevet agtet værdige til at vanæres for hans navns skyld. Og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i husene og at forkynde evangeliet om Kristus Jesus." Således voksede Guds ord og udbredtes. Disciplene vidnede med frimodighed om, hvad de havde set og hørt, og ved Jesu navn udførte de mægtige undergerninger. Uforfærdet lagde de skylden for Jesu blod på dem, der havde været så villige til at modtage det, dengang det blev dem tilladt at have magt over Guds søn.