Vi ville tage til Lorraine for at holde møde der, men lille Edson var blevet meget syg. Vi lagde denne sag frem for Herren, og følte det er vor pligt at rejse, og stole på ham. Vi bad for vort syge barn, og så tog jeg ham i mine arme om vinteren, og kørte femogfyrre kilomenter med hestevogn, og holdt mit hjerte opløftet til Gud, for at han måtte komme sig. Da vi ankom, svedte Edson, og blev bedre. Men vor tro blev atter prøvet. Under mødet vendte feberen tilbage til barnet. Han led af betændelse på hjernen. Den nat vågede vi over vort barn, bad alvorligt at sygdommen måtte slås effektivt ned. Vi prøvede at udvise tro, uanset hvordan det så ud, og vore bønner blev hørt, og barnet kom sig. Det var som om at Guds engel berørte ham. Vort møde i Lorraine blev stærkt velsignet af Gud. De spredte menighedsmedlemmers hjerter blev trøstet, og nogle anerkendte med tårer at de fik næring fra sandhed. Fri i Herren vendte vi tilbage til Volney.