Fredag omkring klokken syv faldt hun i søvn. Hun havde sine sanser indtil hendes øjne lukkes i døden. Hun sagde at hendes pilgrimsrejse var næsten til ende, og at hun ikke var bange for at dø. Vi gik sammen i bøn, og hun svarede. Hun kyssede os, og sagde kærligt farvel til os. Hun lod til at være meget bekymret for mit helbred, og blev såret hvis jeg viste pine. Vi var ikke forberedte på at hun skulle dø. At miste hende, var et levende tab. I otte år havde hun delt vore glæder og trængsler, og hun havde aldrig været utro. Vi savnede hendes glade selskab, og hendes søsterlige hengivenhed, og hendes omsorg for vor familie. Vi lagde hende på Batle Creek begravelsesplads til hvile, indtil de sovende hellige vågner op til evigt liv.