Johannes nød den velsignelse, som den ægte helliggørelse medfører. Men læg mærke til, at apostlen gør ikke fordring på at være syndfri. Han søger fuldkommenhed ved at vandre i Guds ansigts lys. Han vidner, at det menneske, som bekender sig til at kende Gud, men som dog overtræder den guddommelige lov, bærer et vidnesbyrd, der er stik imod hans bekendelse. "Hvo som siger: jeg kender ham, og holder ikke hans bud, han er en løgner, og i ham er ikke sandhed." På denne tid, da man praler så meget af frihed, ville man brændemærke disse ord som indskrænket fordomsfuldhed. Men apostlen lærer os, at på samme tid, som vi bør udvise kristelig høflighed, har vi også ret til at kalde synd og syndere ved sit rette navn, samt at dette stemmer overens med sand kærlighed. På samme tid, som vi bør elske de sjæle, hvor hvem Kristus døde, og arbejde for deres frelse, bør vi ikke indgå på noget forlig med synden. Vi bør ikke forene os med de oprørske og kalde dette kærlighed. Gud kræver, at hans folk på denne tidsalder i verden skal stå ligesom Johannes på sin tid urokkelig for det, som er ret, og virke mod enhver sjælefordærvende vildfarelse.