På den tid vakte en sådan dom frygt viden om. De ceremonier, som fulgte med interdiktet, var velegnede til at sætte skræk i et folk, der troede, at paven repræsenterede Gud selv, havde himlens og helvedes nøgler og besad magt til at nedkalde timelige såvel som åndelige straffe. Man troede, at himlens porte var lukkede for den egn, som var belagt med interdikt, og at de døde var udelukkede fra de saliges boliger, indtil det måtte behage paven at ophæve bandet. Denne frygtelige ulykke blev tilkendegivet ved, at alle religiøse handlinger blev aflyst. Kirkerne blev lukket, vielserne foregik ude på kirkegården, og de døde, der ikke måtte stedes til hvile i indviet jord, blev begravet uden ceremonier i grøfterne eller på markerne. Det var ved hjælp af sådanne foranstaltninger, som appellerede til fantasien, at romerkirken søgte at bevare magten over menneskenes samvittighed.