Fra fængsler, baalet og skafottet, hvor de hellige martyrer vidnede for sandheden, lyder deres tros og haabs røst til os gjennem aarhundreder. De troede paa Kristi personlige opstandelse og selvfølgelig paa sin egen ved hans komme. "Derfor", sagde en af disse kristne, "foragtede de døde, og man fandt, at de hævdede sig over den." De var villige til at gaa ned til graven, for at de kunde "opstaa frie". De ventede paa, "at Herren skulde komme fra himlen i sin faders herlighed", "og bringe tiden for riget til de retfærdige". Valdenserne nærede den samme tro. Wiclef saa fremad til forløserens aabenbarelse som menighedens haab og troede, at den var nær endog paa hans tid.