Da sabbatens fordringer blev fremstilelde, var der mange, der begyndte at tænke ligesom de verdsligsindede. De sagde: "Vi har altid holdt søndagen og vore fædre holdt den, og mange gode og fromme mænd, som har holdt den, dødelige salige. Dersom de havde ret, saa har vi ogsaa ret. Dersom vi helligholder den nye sabbat, vil det bringe os i strid med verden, og vi vil ikke have have nogen indflydelse over den. Hvad kan en liden haandfuld, som holder den syvende dag, haabe at udrette mod hele verden, som holder søndagen? Det var ved lignende argumenter jøderne forsøgte at retfærdiggjøre sig, idet de fornegtede Kristus. Deres fædre havde været velbehagelige for Gud, idet de fremførte sine ofre, og hvorfor kunde ikke deres børn blive frelste, naar de fulgte den samme fremgangsmaade? Saaledes var det ogsaa paa Luthers tid: papisterne mente, at der var sande kristne, som var døde i den katholske tro, og derfor var den religion nok til deres frelse. Saadanne slutninger vilde danne en uoverstigelig hindring for al fremgang i kristelig tro og levnet.