Valdenserne var de første af alle folkeslag i Europa, som forskaffede sig en oversættelse af den hellige skrift. Flere hundrede aar før reformationen ejede hele bibelen i haandskrifter i sit modermaal. De havde sandheden uforfalsket, og dette bevirkede at de blev særlig gjenstand for had og forfølgelse. De erklærede, at den romerske kirke var det faldne Babel, som beskrives i Aabenbaringen, og med livsfare stod de op for at modstaa dens fordærvelse. Medens der var nogle, som under trykket af den lange, vedholdende forfølgelse svigtede sin tro, idet de lidt efter lidt gav slip paa de grundsætninger, som særlig ubemærkede den, var der andre, som holdt fast ved sandheden. Gjennem frafaldets og mørkets tidsaldre var der valdensere, som negtede at anerkjende Roms overherredømme, som forkastede billeddyrkelsen som afguderi og fastholdt den sande sabbat. Under modstandens værste storme holdt de fast ved sin tro. Omendskjønt de blev sønderflængede af savoyardernes spyd og brændte paa romernes baal, stod de ubøjelige for Guds ord og hans ære.