Engang på en sabbatsdag, da Frelseren og hans disciple vendte tilbage fra en gudstjeneste, kom de igennem en mark med modent korn. Jesus var blevet ved med at arbejde, til det blev sent, og mens de vandrede gennem markerne, begyndte disciplene at samle aksene og spise kernerne efter at have gnedet dem mellem hænderne. På en hvilken som helst anden dag ville dette ikke have vakt nogen opmærksomhed, for enhver, som kom igennem en kornmark, en frugthave eller en vingård, havde lov til at samle, hvad han kunne spise. (Se 5 Mos 23,24-25). Men at gøre dette på en sabbat regnede man for at være en vanhelligelse. Ikke blot var det at samle aks en form for at høste, men at gnide dem mellem hænderne var en form for at tærske. Således var dette efter de skriftkloges mening en dobbelt forsyndelse. |