Han tænkte ikke på, at dette barn var ham, hvis herlighed Moses havde bedt om at se. Men én der var større end Moses, lå i præstens arme, og da han indskrev barnets navn, indskrev han navnet på ham, som var grundlaget for hele det jødiske system. Dette navn skulle blive dets dødsdom; thi ofringernes og offergavernes system var ved at forældes. Forbilledet havde næsten nået sit modbillede, skyggen sin virkelighed. Shekinah (det synlige tegn på Guds nærværelse) var veget bort fra helligdommen, men i barnet fra Betlehem gemtes den herlighed, som engle bøjer sig for i respekt. Dette ubevidste barn var den forjættede sæd, som det første alter ved Paradisets port, viste hen til. Det var Silo, fredsfyrsten. Det var ham, der åbenbarede sig for Moses som JEG ER. Det var ham, som i skystøtten og ildstøtten var Israels fører. Det var ham, som seerne gennem lange tider havde forudsagt. Han var alle folkeslagenes håb, Davids rod og kvist og den strålende morgenstjerne. Navnet på dette lille hjælpeløse barn, der blev indskrevet i Israels folkeregister, som erklærede ham for at være vor broder, var den faldne menneskeslægts håb. Det barn, for hvem der var betalt løsesum, var den, der skulle komme til at betale løsesummen for hele verdens synd. Han var en sand „stor præst over Guds hus.“ Hovedet for „et uforgængeligt præstedømme,“ talsmanden ved „den Højestes højre hånd i det høje“ .