Gud har givet de rige velstand, for at de skal hjælpe og trøste dem, der lider nød; men alt for ofte er de ligeglade med andres nød. De føler sig hævet over deres fattige brødre. De sætter sig ikke i den fattiges sted. De forstår ikke de fattiges fristelser og kampe, og barmhjertigheden dør ud i deres hjerter. I kostbare boliger og pragtfulde kirker lukker de rige sig ude fra de fattige. De midler, som Gud har givet dem til velsignelse for de trængende, bliver brugt til at forkæle deres stolthed og egoisme. De fattige bliver hele tiden berøvet den viden, de burde have, om Guds kærlige barmhjertighed; for han har sørget rigeligt for, at de trygt skulle kunne have til livets fornødenheder. De er tvunget til at føle den fattigdom, der begrænser livet, og ofte fristes de til at blive misundelige, skinsyge og fyldt af onde mistanker. De, som ikke selv har måttet udholde trykket af savn og nød, behandler alt for ofte de fattige med ringeagt og lader dem mærke, at man betragter dem som mindreværdige.