Sådan talte Kristus til sine disciple, idet han samtidig bibragte dem forståelsen af Skrifterne. Disciplene var trætte, men samtalen gik ikke i stå. Ord om liv og forvisning lød fra Frelserens læber. Men deres øjne kunne stadig ikke se. Da han fortalte dem om Jerusalems undergang, så de på den fortabte by og græd. Men kun lidet anede de, hvem deres rejseledsager var. De gjorde sig ingen tanker om, at han, som var genstand for deres samtale, gik ved siden af dem, for Kristus omtalte sig selv, som om han var en anden. De troede, at han var en af dem, som havde overværet den store højtid, og som nu var på vej hjem. Han gik lige så forsigtig som de hen over de ujævne sten og standsede nu og da sammen med dem for at hvile sig lidt. Sådan fortsatte de hen ad bjergstien, mens han, som snart skulle indtage sin plads ved Guds højre hånd, og som kunne sige: „Mig er givet al magt i himlen og på jorden,“ vandrede ved deres side.