Disciplene frygtede ikke mere for fremtiden. De vidste, at Jesus var i Himmelen, og at han stadig holdt af dem. De vidste, at de havde en ven ved Guds trone, og de var ivrige efter at fremføre deres bønner til Faderen i Jesu navn. I højtidelig ærefrygt bøjede de sig i bøn, idet de gentog forsikringen: „Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.“ Ved troen rakte de deres hænder ud for at modtage mere og mere, med denne stærke begrundelse: „Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os.“ Og pinsen bragte dem glædens fylde ved Helligåndens nærværelse, nøjagtigt som Kristus havde lovet.