Jesus blev misforstået af sine brødre, fordi han ikke lignede dem. Hans mål i livet var ikke det samme som deres. Ved at sætte deres lid til mennesker havde de vendt sig fra Gud, og hans kraft fandtes ikke i deres liv. Den form for gudsdyrkelse, som de overholdt, kunne ikke forvandle sindet. De gav „tiende af mynte, dild og kommen,“ men forsømte det, „der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab.“ Jesu eksempel virkede som en stadig irritation på dem. Der fandtes kun én ting i verden, som han hadede, og det var synden. Han kunne ikke være vidne til en uretfærdighed uden at føle smerte, som det var ham umuligt at skjule. Man kunne ikke undgå at lægge mærke til modsætningen mellem formalisterne, hvis tilsyneladende hellighed dækkede over kærlighed til synden, og et sind, hvor nidkærheden for Guds ære altid var altoverskyggende. Fordi Jesu liv virkede som en fordømmelse af synd, mødte han modstand ude og hjemme. Man omtalte hans uselviskhed og retskaffenhed med hånlig foragt. Hans overbærenhed og venlighed blev udlagt som fejhed.