Han kunne ikke frigøre sig for den tanke, at det var hans pligt at lade andre få del i det lys, som han selv havde modtaget. Han ventede at møde modstand fra de gudløse, men stolede på, at alle kristne ville fryde sig ved håbet om at møde den frelser, som de elskede. Hans eneste frygt var, at mange i deres store glæde ved udsigten til en vidunderlig udfrielse, som så snart skulle fuldbyrdes, ville modtage denne lære uden at granske skriften tilstrækkeligt for at finde beviser for dens sandhed. Derfor tøvede han med at komme frem med den, for at han ikke ved en mulig fejltagelse skulle komme til at vildlede andre. På denne måde blev han ført til atter at gennemgå beviserne til støtte for de slutninger, han var kommet til, og omhyggeligt at overveje enhver vanskelighed, som dukkede op i hans sind. Han fandt, at vanskelighederne forsvandt i lyset af Guds ord, som tågen forsvinder for solens stråler. De fem år, han tilbragte på denne måde, førte ham til en fuldstændig overbevisning om det rigtige i hans indstilling.