En religion med ydre form virker tiltrækkende på det ugenfødte hjerte. Den katolske gudstjenestes pragt og ceremoniel har en forførerisk tryllemagt, som har bedraget mange, og de kommer til at betragte romerkirken som selve Himmerigs port. Kun de, hvis fødder står fast på sandhedens grund, og hvis hjerter er fornyede ved Guds Ånd, har kraft til at modstå dens indflydelse. Tusinder, som ikke af egen erfaring kender Kristus, vil lade sig forlede til at antage gudsfrygts skin uden dens kraft. Det er netop en sådan religion, masserne kræver. Kirkens hævdelse af at kunne tildele syndsforladelse får katolikken til at føle sig frit stillet med hensyn til at synde, det er for den, der elsker at tage hensyn til sig selv, en mere tiltalende tanke at skrifte for et medmenneske end at lukke sjælen op for Gud. Det er behageligere for den menneskelige natur at gøre bod end at slippe synden. Det er lettere at plage legemet med sækkelærred og nælder og gnavende lænker end at korsfæste de hellige lyster. Tungt er det åg, som det menneskelige hjerte er villigt til at bære, hellere end at bøje sig under Kristi åg.