Valdeserne var nogle af de første europæere, der fik en oversættelse af den hellige skrift. De havde Bibelen i manuskript på deres modersmål flere hundrede år før reformationen. De havde den uforfalskede sandhed, og det var derfor, de blev hadet og forfulgt. De sagde, at romerkirken var det faldne Babylon, som omtales i Åbenbaringen og kæmpede imod dens fordærv med fare for deres liv. Under de langvarige forfølgelser var der nogle, der gik på akkord med deres tro og lidt efter lidt opgav de særprægede trossandheder, men der var andre, der holdt fast ved troen. I mørkets og frafaldets tid var der valdesere, som nægtede at anerkende romerkirkens overhøjhed, og som betegnede billeddyrkelsen som afgudsdyrkelse og holdt den sande sabbat. De holdt fast ved troen under den heftigste modstand. Skønt romerkirken og savojgarden for frem imod dem med ild og sværd, vedblev de at forsvare Guds ord og Guds ære. Med hensyn til sandheden, ville de ikke vige en tøddel.