Men her bør man lægge mærke til, at lydighed ikke er en blot og bar udvortes overensstemmelse med Guds fordringer, men en kærlighedens tjeneste. Guds lov er et udtryk for hans natur. Den er indbegrebet af det store kærlighedsprincip, og derfor er den Guds regerings grundvold i Himmelen og på Jorden. Hvis vort hjerte er fornyet efter Guds billede, hvis Guds kærlighed er indplantet i sjælen, vil Guds lov så ikke vise sig i livet? Når kærlighedens princip er indplantet i hjertet, når mennesket er fornyet efter hans billede, som skabte det, da vil den nye pagts løfte blive opfyldt: "Jeg vil give mine love i deres hjerter, og jeg vil skrive dem i deres sind." Hebr. 10, 16. Vil loven ikke også præge livet, hvis den er skrevet i hjertet? Lydighed - troskabens og kærlighedens tjeneste - er det rette kendetegn på en discipel. Derfor siger Skriften: "Dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud." Den, der siger: 'Jeg kender ham,' og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke." 1 Joh. 5, 3; 2, 4. I stedet for at fritage menneskene for lydighed er troen det eneste, der gør os delagtige i Kristi nåde, hvorved vi bliver i stand til at vise lydighed. |