Det bedrøvede Frelseren, at hans efterfølgere knurrede. Da han irettesatte deres vantro i mængdens nærværelse, tiltog deres vantro, og mange gik bort og vandrede ikke mere med Jesus. Han så efter disse vildfarende mennesker med øm medlidenhed. De var meget misfornøjede og ønskede at såre Jesus og føje sig efter de ondskabsfulde farisæer. Derfor vendte de sig bort fra ham og forlod ham med foragt. Således begik de den skæbnesvangre fejl at forkaste Guds råd til deres frelse. Sådanne sørgelige tildragelser var årsag i, at Jesus blev en mand, fuld af pine og prøvet i sorg. Bevidstheden om, at hans mildhed og barmhjertighed blev påskønnet, at hans kærlighed blev bortstødt, hans nåde tilsidesat og hans frelse forkastet, fulgte hans guddommelige sjæl med en ubeskrivelig sorg. Dersom disse utaknemmelige disciple kunne havde set, hvorledes Gud så på deres opførsel mod hans kære Søn, så ville de næppe havde gået bort så stolte og stridige. De valgte mørket hellere end lyset, fordi de var for indbildske og egen retfærdige til at tage imod en velfortjent irettesættelse og for verdsligsindede til at leve i fornedrelse for at blive frelste. Trods alle hans underfulde gerninger vendte de sig bort fra ham, som ved deres lærers ypperlighed og ved sin nåde og godgørenhed havde samlet tusinder omkring sig, ham, som havde borttaget menneskenes smerter, så at hele stæder og byer var befriede fra sygdom, og der var intet for lægerne at udrette.