Den onde Tjener, som sagde i sit Hjerte: "Min Herre tøver at komme," foregav, at han ventede på Kristus. Han var en "Tjener", der i det udvortes tjente Herren, medens han dog i Hjertet havde overgivet sig til Satan. Han benægter ikke sandheden åbenlyst lig spotteren, men viser ved sit liv, hvad der bor i hans Hjerte, nemlig, at Herren tøver med at komme. Han udviser formastelse og bliver ligegyldig med hensyn til sin evige velfærd. Han godkender verdens grundsætninger og føjer sig efter dens skikke. Egennytte, forfængelighed og ærgerrighed er fremherskende hos ham. Af frygt for, at hans brødre skal komme højere op på ærens stige end ham selv, begynder han at tale nedsættende om dem og misrepræsentere deres bevæggrunde.Således slår han sine medtjenere. Efterhvert som han drager sig bort fra Guds Folk, forener han sig nærmere med de ugudelige. Man ser ham "at æde og drikke med de drukne", - han forener sig med verdsligsindede mennesker og udvikler deres sindelag. Således dysses han i en kødelig sikkerheds søvn og besnæres af uagtsomhed, ligegyldighed og ladhed.