Der gives mange andre, for hvem vi kunne gøre vore hjem til en velsignelse. Vore selskabelige sammenkomster bør ikke bestemmes af, hvad der er skik og brug i verden, men af Kristi Ånd og hans ords undervisning. I alle deres fester indbød israelitterne den fattige, den fremmede og levitten, som både var præstens medhjælper i helligdommen, en lærer i religion og en missionsarbejer. Disse betragtes som folkets gæster, der skulle nyde godt af deres gæstfrihed ved enhver selskabelig og religiøs festlighed, og som man med ømhed skulle tage sig af i sygdom eller nød. Det er sådanne som disse, vi bør byde velkommen i vore hjem. Hvor meget kunne et sådant velkommen bidrage til at glæde og opmuntre sygeplejersken, læreren eller den af bekymringer betyngede, stræbsomme moder eller de svage og gamle, der ofte ikke har noget hjem, og som må kæmpe med fattigdom og mange nedslående omstændigheder! |