Der er dem som, når fejlene udvikler sig, ikke vil sige: Jeg har syndet, men har prøvet at dække over det og undskylde det naturlige hjertes synd. Men hjertet må forandres, ellers vil de altid sinde sine bitre vande ud. Han som med væmmelse ser sine mangelfulde karakter, som længe han vanæret Kristus, og beder i brødebetyngelse, spørger efter tilgivelse, og frelse sin sjæl til evigt liv. Disse vil ikke længere undskylde og forsvare de handlinger som har bragt skam over Guds sag. Angeren er ægte når reformationen finder sted. Han angrer sandt, og hans hjerte vil fyldes med taksigelse, så han ikke forblindes helt til enden, når det ville vise sig for sent rette op på fejl. Han vil aflægge den gamle farisæiske selvretfærdigheds klædning, og vil ikke længere prøve at dække det med nye klæder. |