Jeg så at bedrøvelse kom over Adams åsyn. Han syntes at være bange og forbavset. Der syntes at foregå en kamp i hans Sind. Han fortalte Eva at han var ganske vis på at dette var den fjende som de var blevet advaret imod; og dersom dette var tilfældet, så måtte hun dø. Hun forsikrede ham at hun følte ingen onde virkninger, men snarere en meget behagelig indflydelse, og bad ham om at spise. Adam fortrød at Eva havde forladt hans side, men nu var det sket. Han måtte adskilles fra hende, hvis selskab han havde elsket så meget. Hvordan kunne han få det sådan. Hans kærlighed til Eva var stærk. Og i fuldstændig modløshed besluttede han at dele hendes skæbne. Han greb frugten og spiste hurtigt, og mærkede ikke straks nogen dårlige virkninger deraf. Adam var ulydig og faldt.