Dyrene som var udsatte for stormen flyede til menneskene, og valgte menneskelige væseners selskab, som om de forvente hjælp af dem. Nogle af folkene bandt sine børn og sig selv til kraftige dyr, da de vidste at de ville kæmpe hårdnakket for livet og bestige de højeste punkter for at undgå de stigende vande. Stormens raseri formindskes ikke – vandene tiltog hurtigere i begyndelsen. Nogle gjorde sig selv fast til høje træer på de højeste pynter af landet, men disse træer oprykkes med rode, føres med voldsomhed gennem luften, og se ud som de blev lastede med vrede, tillige med stene og jord, i de svulmende, brusende bølger. Mennesker og dyr stræbte at holde sig fast på de højeste steder indtil alle blev nedstyrtede tilsammen i de skummende vande som næsten nåede de højeste pynter af land. Til sidst nåede vandet disse, og mennesker og dyr omkom til sammen i syndflodens vande.