Jeg så, at fjenden enten vil kæmpe om de gudfrygtiges brugbarhed eller om deres liv og han vil søge at forstyrre deres fred, så længe de lever i denne verden. Men hans magt er begrænset. Han kan gøre, at ildovnen bliver ophedet, men Jesus og englene vil våge over den tillidsfulde kristne, således at intet uden slaggerne bliver fortæret. Den ild, Satan antænder, har ingen magt til at ødelægge eller skade det ægte metal. Det er af vigtighed at lukke enhver mulig adgangsdør til for Satan. Det er enhver families forret at kunne leve på en sådan måde, at Satan ikke kan drage nogen fordel af, hvad de måtte sige eller gøre for at nedbryde hinanden. Hvert medlem i familien bør tænke på, at alle har fuldt op at gøre med at modstå vor listige fjende og med alvorlig bøn og ubøjelig tro må enhver forlade sig på Kristi blods fortjeneste og tilegne sig hans frelsende kraft. Mørkets magter samler sig omkring sjælen og lukker Jesus ude for vort syn og til tider kan vi kun vente med sorg og forbavselse, indtil skyen går forbi. Sådanne stunder er undertiden frygtelige. Håbet synes at svigte og vi gribes af fortvivlelse. I disse forfærdelige timer må vi lære at have tillid, at forlade os udelukkende på forsoningens fortjeneste og i al vor hjælpeløse uværdighed kaste os på den korstfæstede og opstande Frelsers fortjeneste. Vi vil aldrig fortabes, når vi gør dette - aldrig! Der er intet stort ved at være stærk i mådens kraft, når der skinner lys på vor sti; men tålmodigt at vente i håb, når skyer omgiver os og alt er mørkt, kræver en tro og en underkastelse, som gør, at vor vilje opsluges af Guds vilje. Vi bliver for hurtigt modløse og vi råber alvorligt til Gud om, at prøven må blive fjernet fra os, når vi skulle bede inderligt om tålmodighed til at holde ud og om nåde til at sejre. |