Lærde og fromme mænd havde forgæves søgt at reformere disse munkeordener, men med sit klare syn på tingene bekæmpede Wiclif ondets rod og erklærede, at selve systemet var forkert og burde afskaffes. Nu blev problemet sat under debat. Når munkene rejste igennem landet og solgte syndsforladelse fra paven, begyndte folk at spørge, om det nu også var muligt at købe tilgivelse for penge, og om man ikke hellere burde søge tilgivelse hos Gud end hos paven i Rom, Der var adskillige, der følte sig ilde berørt af munkenes griskhed, som syntes umættelig. "Roms munke og præster," sagde de, "fortærer os som kræft. Gud må befri os, ellers går folket til grunde."- D'Aubignè', b. 17, ch. 7. For at skjule deres gerrighed påstod tiggermunkene, at de fulgte Frelserens eksempel, og hævdede, at Jesus og hans disciple også blev underholdt af folkets gaver. Hermed skadede de dog blot deres egen sag, for det resulterede i, at mange søgte til Bibelen for at finde ud af, hvad der var sandhed, og dette var romerkirken mindst af alt interesseret i. Menneskene fik opmærksomheden henledt på sandhedens kilde, som romerkirken netop var opsat på at skjule.