Han rejste sig med stor anstrengelse og vaklede hen til stedet, hvor han havde efterladt sine venner. Men han „finder dem sovende.“ Hvis han havde fundet dem bedende, ville det have lettet hans sind. Hvis de havde søgt tilflugt hos Gud, for at sataniske kræfter ikke skulle få magt over dem, så ville deres urokkelige tro have været ham en trøst. Men de havde ikke ænset den ofte gentagne advarsel: „Våg og bed.“ I begyndelsen havde de været meget bekymrede over at se deres ellers så rolige og værdige Herre kæmpe med en ufattelig sorg. De havde bedt, da de hørte hans lidelsesfyldte råb. Det var ikke deres hensigt at svigte deres Herre, men det var, som om de var lammet af en døsighed, som de kunne have rystet af sig, hvis de var blevet ved med at bønfalde Gud. De gjorde sig ikke klart, hvor nødvendigt det var at våge og bede inderligt for at kunne modstå fristelsen.